Entreprenørarbejde: Hvorfor ikke bakke op om kommunens erhvervsliv?

Af Esther Haubjerg Jørgensen, Tangsvej 21, Ringkøbing. Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti

Tak for svar den 12.09 Helge Albertsen (S) på mit læserbrev vedr. seperatkloakering i Kloster. – Jeg er her nødt til at sige, at jeg blev ked af, da du skriver, jeg taler usandheder.  Selvfølgelig vil der være masser af ting, der er foregået, som os udenfor ikke har kendskab til. Jeg skriver, at min viden er fra Ringkøbing-Skjern Dagblad. Jeg har – ligesom kommunens øvrige borgere – mest adgang til viden herigennem. Derudover har jeg talt med flere fra Kloster. Usandheder er ikke min metode, og det mener jeg faktisk heller ikke, jeg er ”kendt” for. 

Du har ret i, at vi nærmer os valget, hvilket betyder, at der kommer læserbreve i, som kan virke ”irriterende” på jer ”erfarne” byrødder. –  Jeg har stor respekt for din indsats i dit arbejdsliv.
Men jeg er dog meget i tvivl om, hvilken kasket du har på i forhold til Ringkøbing Skjern Forsyning: – er det som bestyrelsesformand? – er det som socialdemokrat? eller som fagforeningsmand?

Her tænker jeg på, at Forsyningen selv har stor maskinpark og driver denne. – Det er væsentligt for mig at understrege, at dette her IKKE er kritik mod medarbejderne, men en principiel holdning til, om en Forsyning også skal eje maskiner og arbejde med entreprenørarbejde.

Forsyningen betales af kommunens borgere, og blandt disse er der en del, der driver entreprenørvirksomheder. Jeg mener helt klart, at Forsyningens opgaver bør udbydes til disse.
Hvorfor skal kommunen ikke bakke op om dens egne erhvervsvirksomheder?   

Man kunne for et par uger siden se en stillingsannonce her i Dagbladet, at Forsyningen søgte folk med ”entreprenør-erfaring”. Dvs. at kommunens entreprenører lærer folk op, så de kan ansættes kommunalt. Jeg tænker, at det er en helt gal vej at gå: Kommunen bør omvendt være flagskib på at oplære og uddanne og ikke ”tage” folk.
Ja, vi går til valget – og ovenstående vil jeg arbejde på, om jeg skulle få en stol. – Sluttelig vil jeg bede Venstre komme på banen, hvor er I ? – Borgmester Hans Østergård (V) og liberal og som selv har været selvstændig, vil du svare direkte og utvetydig på spørgsmålene:

  • Går du som kommunens borgmester efter at det offentlige skal have arbejdsområder, som kommunens virksomheder med maskinpark mm  kan udføre? 
  • Er det Forsyningens opgave at eje maskinpark og lave entreprenørarbejde?

Er det Forsyningens opgave at søge efter entreprenørmedarbejdere med erfaring?

Venlig hilsen Esther Haubjerg Jørgensen