Hvor er det dejligt …
AFFALD Hvor er det dejligt, at man også i Naturens Rige endelig er begyndt at affaldssortere … eller er det?
Affaldssortering og håndtering bør være logisk og nemt, for ellers taber man hurtigt folk. Jeg ryster på hovedet, når jeg læser om diskussionen om, hvorvidt der skal være lås på vores affaldscontainere eller ej, og undres over folk ikke stiller spørgsmål til løsningen, der er nogen kloge hoveder, der har valgt for os – i øvrigt uden at skelne til, at der faktisk kan være forskellige behov.
Jeg kender mange, jeg selv inklusive, der er ret forargede over den akademiske løsning, hvor man over en kam siger, at folk har 40 procent madaffald. Måske det passer, når man bor i byen, men da Ringkøbing-Skjern er en landkommune, hvor næsten halvdelen af indbyggerne bor på landet, burde man måske have undersøgt de forskellige behov.
Nu kan jeg kun tale for mig selv her, men tænker der er mange, der har det på samme måde: vores madaffald er begrænset til tre plastikposer pr. 14 dage. Vi er vant til at kompostere, hønsene får grønt og hunden rester – det betyder, vi betaler for at få tømt 35 procent luft.
Vi har derimod en del restaffald, men vi er i forvejen vant til at sortere – pap går til de lokale FDF’ere, dåser og jern til skrot, aviser til indsamling og så videre – resten har vi altid kørt på genbrugspladsen.
For lige at vende tilbage til madaffaldet – er det ikke også fuldstændig tosset det skal i plastikposer – det er da netop ikke særlig miljøvenligt? Og da slet ikke når man gentagne gange ser, hvor travlt renovationsarbejderne har – det er ikke altid, de lige rammer rigtigt i den todelte renovationsbil?
Så er der økonomien i det!
Jeg vil slet ikke komme ind på den afpresningsafgift, som man også lige bliver pålagt, hvis man har erhverv på hjemmeadressen.
Renovation er blevet dyrere, efter man er begyndt at sortere – så man kan jo kun frygte, hvad der sker, såfremt vi så skal til at have 10 forskellige containere. Er der nogen, der har tænkt fremad – jeg så en overskrift, der sagde samme pris – samme muligheder for alle – her kan jeg ikke lade være med at tænke på pensionister og andre økonomisk svage, her vil en øget udgift ramme hårdt – så hårdt at det endda kan betyde folk ikke har råd til at blive boende …
Som sagt i indledningen er det dejligt for et grønt sind og for miljøet, at vi sorterer og genbruger … men var det så egentlig ikke på sin plads at den offentlige administration gik foran? De er startet! En beholder til papir, der skal makuleres og en container til resten – det er ikke godt nok!?