Møde på tværs af politiske ståsteder i maskinhus i Hover

Af Esther Haubjerg Jørgensen, Tangsvej 21, Ringkøbing, Byrådskandidat for De Konservative (C)

Torsdag aften var der arrangeret vælgermøde i Mikkelsens maskinhus i Hover. Mødet var et vældigt godt billede af behovet for at mødes på tværs af politisk ståsted; men fælles i dialogen om, hvad skal til for yderligere at fremme og udvikle kommunens landsbyer.
Et helt konkret eksempel: ægteparret Eva Bundgaard Jochimsen og Søren Skov Jochimsen fra No kunne dels berette om afslag på køb af tre byggegrunde i No og dels om, at Eva havde rykket kommunen for svar over en periode på trekvart år. På trods af, at der ikke har været solgt grunde i mange år i No. Se, det er ikke udvikling!

Forvaltningen har givet svar efter givne regler – og de skal naturligvis overholdes. Men ægteparret står nu igen med ”aben” – skal de arbejde videre, eller blot bosætte sig et andet sted?

Igennem de 40 år min familie og jeg boede i Hover, var vi involveret i 4 store udviklingsprojekter: Hover Børnehus (Danmarks første puljeinstitution), Hover-Torsted Friskole, Hover Sundhedshøjskole og Hover Fritids- og Kulturcenter. I arbejdsgrupperne fik vi mange – rigtig mange”nej´er” undervejs i forløbene. Udelukkende pga sammenhold, kampvilje og et ”nej” er ikke et ”nej” blev alle projekterne til noget.

Mit bud på, hvad der skal til, hvis et projekt får “nej” pga lovgivning eller andet, der spænder ben: Kommunalpolitikere og embedsfolk tager dialog med Landdistriktsforum. Derefter skabes kontakt med personer fra forvaltningen om at være guide/mentor i videre forløb. Konceptet er et positivt syn på projektet, og er der forhindringer, skal de løses.

Dialog, tæt samarbejde og samspil kan lette mange store besværligheder i nye tiltag. Vil man udvikling, skal der også aktiv handling på. Gode frugtbare dialogmøder som i maskinhuset i aftes bør ikke kun finde sted hver fjerde år. Jeg vil varmt anbefale, at de også arrangeres imellem valgårene.